Webshop åbner fysisk skønhedsbutik i Roskilde
Til maj rykker skønhedskæden Beautycos ind i Algade 28 i Roskilde. Dermed overtager kæden de lokaler, der senest har været tøjforretning og i tidernes morgen husede en gardinbutik. Det skriver sn.dk.
Beautycos er oprindeligt startet som webshop, men har nu syv fysiske butikker på landsplan. Butikken i Roskilde bliver den anden på Sjælland, hvor der i forvejen ligger en på Frederiksberg.
Beautycos sælger produkter til hud- og hårpleje til primært det kvindelige publikum.